Motionslegepladsen for alle

Motionslegepladsen for alle

Historie

Motionslegepladsen nær parkeringen er finansieret af Aarhus Kommune gennem Aktiv Århus kampagnen i 2011. Indvielsen var den 18. juni 2011. Initiativet til pladsen kom fra et fælles initiativ fra en lang række af idrætsforeningerne i Lyseng, der fik oplægget udarbejdet med hjælp fra Institut for Idræt, Aarhus Universitet.

Ansvar og kontakt

Pladsen tilhører kommunen, der jævnligt foretager eftersyn. De lokale foreninger holder også opsyn med den og melder eventuelle problemer. Derudover har vi frivillige i foreningerne, der hjælper til med vedligeholdelse.

Skriv til foreningen på post@hoejbjerg-lyseng-foreningsfitness.dk, hvis du har spørgsmål eller ser noget vi skal være opmærksomme på.

Formål

Motionslegepladsen er skabt som en mulighed for at alle kan træne på en ny, sjov og funktionel måde. Træningen foregår her i det fri og det er ganske gratis! Alle er meget velkomne til at benytte sig af den. Håbet er at den kan bruges af alt fra muntre børnehavebørn over alle voksne til målrettet fysisk holdtræning for de omliggende klubber.

Træning

Motion og træning har mange gavnlige virkninger på helbredet og bidrager på mange måder til et stærkt immunforsvar. Udover at nedsætte risikoen for de typiske livsstilsygdomme, styrker motion og træning knogler, muskler og sener og nedsætter risikoen for stress. Kontrolleret og korrekt træning af kroppens muskler øger kroppens udholdenhed og styrke og stabiliserer led og sener. På den måde bliver kroppen i stand til bedre at klare dagligdagens opgaver og fysiske anstrengelser. Motion og træning gør det også lettere at kontrollere vægten og giver en god kropsholdning. 

Vi har vægtet legen og den legende tilgang, fordi det er et træningsområde, der skal kunne fungere for alle aldre også udenfor planlagte træningspas og holdinstruktionstider. Det må gerne være sjovt at træne – hele livet; og legende voksne er ikke de værste forbilleder! 

Sørg for at varme kroppens muskler og led op, inden du går i gang med selve træningen. Lyt til din krops signaler så du ikke risikerer at få skader. Gør træningen til et sjovt frirum i dagligdagen. Træningen er på eget ansvar! Så pas på dig selv og de andre. 

Hent vejledning til træning på pladsen (pdf).

God fornøjelse med brugen af Motionslegepladsen.