Hvem er vi?

Vi er et foreningsbaseret motionscenter, der har til huse i Lyseng Idrætcenter i Højbjerg. Vi åbnede lørdag, den 18. september 2010. Vi nåede 500 medlemmer i december 2010 og har siden måttet have en venteliste for nye medlemmer i lange perioder.

Ideen om et fitness center udsprang af Lyseng samarbejdet omkring opførelsen af Lyseng Idrætscenter, hvor planerne var undervejs i ret mange år frem til åbningen i 2010. Mange lokale kræfter arbejdede for sagen. Centeret er ejet af Fonden Lyseng Idrætscenter, der administrerer og lejer lokalerne ud til idrætsforeningerne, skoler og andre interesserede.

Start og baggrund

Foreningen blev formelt stiftet 15. juni 2009 og opnåede samme år optagelse i DGI. Med den godkendelse i ryggen fik vi adgang til Foreningsfitness projektets support og erfaring på dette område.

ForeningsFitness var et initiativ sat i verden i et samarbejde mellem DGI og DIF. Formålet var at fremme foreningsbaseret fitness som alternativ til kommercielle centre. ForeningsFitness er siden blevet afløst af et mere bredt initiativ kaldet Bevæg dig for livet.

Fitness foreningens formål
Vores målsætning med fitnesscenteret har siden begyndelsen været:

  • Et fitness tilbud med høj kvalitet i instruktion og udstyr
  • Foreningsbaseret center efter DGI og DIFs foreningsfitness konceptet
  • Tillige gennem andre kulturelle aktiviteter, at styrke sundhed, trivsel og fællesskab blandt foreningens medlemmer
  • Medlemsstyring som i alle andre idrætsforeninger med bestyrelse og generalforsamling
  • Individuel adgang for medlemmerne med personlige nøglekort
  • Et godt og doping-frit trænings-miljø
  • Frivillige instruktører med betalt uddannelse
  • Simpel administration med halvårs og helårs kontingenter

Bag fitnesscenteret står altså en lokal idrætsforening. Det betyder at motions­centret er til for medlemmerne, drives og styres ikke-kommercielt af medlemmerne, og at medlemmerne kun betaler det, det driften koster. Foreningen er optaget i DGI og alle instruktører har som minimum instruktøruddannelsen udbudt af DGI.

Medlemmer, frivillige og foreningen i dag

Højbjerg-Lyseng foreningsfitness har cirka 650 medlemmer, jævnt fordelt på køn og med en gennemsnitsalder på ca. 49 år. Foreningen drives af en stor gruppe engagerede frivillige, som står for fitnessinstruktion, service og alt det organisatoriske. Foreningen har en bestyrelse præcis som andre foreninger, og hvert år inviteres medlemmerne til generalforsamling. Gennem medlemskabet af DGI er vi også med i Anti Doping Danmark - naturligvis.

Åbningstiden - 365 dage om året – er fra tidlig morgen til sen aften (05.00 - 23.00). Man kan træne inden man tager på arbejde om morgenen, eller når børnene/ægtefællen fx.er til fodbold, gymnastik, multiidræt eller svømning ved en af Lyseng foreningerne. Du får din personlige nøglebrik til døren. Efter træningen kan man mødes i Café Lyseng.

Slogan og logo

Foreningens slogan er "Samvær og styrke - Det kan du dyrke"; og det mener vi alvorligt! Selvom det primære naturligvis er bedst mulige fitness tilbud, må det også gerne være hyggeligt og lidt sjovt at møde frem. Vi ligger vægt på kvalitet i alle fitness-tilbud og simpel administration. Vi afholder også et par arrangementer for medlemmerne i løbet af året.

Vores logo blev introduceret i december 2021 og erstattede et tidligere fra foreningens spæde start.


Andre tilbud i Lyseng

I fitness foreningen koncentrerer vi os om fitness. Søger du efter springgymnastik, fodbold eller en anden af de mange idrætsklubber, så se de andre idrætstilbud i Lyseng.